Hvordan ved jeg, at jeg projicerer? Når jeg ikke har fred, projicerer jeg. Jeg giver verden skylden for, hvordan jeg har det. Med verden menes noget udenfor mit sind: en person, min krop eller en situation.
Når jeg reagerer med ufred på verden, projicerer jeg. Jeg retfærdiggør mine reaktioner med en historie. Jeg fortæller: Jeg har det, som jeg har det på grund af nogen eller noget i verden.
Det modsat af projektion er: Jeg har det som jeg har det, fordi jeg har valgt at have det som jeg har det. Kurset siger: ”Jeg er ansvarlig for det jeg ser. Jeg vælger de følelser jeg oplever, og jeg beslutter hvilket mål jeg vil nå. Og alt, hvad der synes at ske mig beder jeg om, og modtager som jeg har bedt.” (T-21.II.2:3-5)
På mit udviklingstrin, kan jeg ikke lade være med at projicere. Jeg tror stadig for meget på skyld – på beskyldninger.
Jeg ser krig. Jeg reagerer.
En person skælder ud. Jeg reagerer.
En person er syg. Jeg reagerer.
Jeg er syg. Jeg reagerer.
En person dør. Jeg reagerer.
Jeg ser en politiker. Jeg reagerer.
Jeg får et brev fra skattevæsenet. Jeg reagerer.
Jeg har for meget at lave. Jeg reagerer.
Men verden tvinger mig ikke til at reagere. Det er mit bidrag. Det er også meget forskelligt, hvor meget jeg reagerer, og hvor meget andre reagerer. Noget der sender mig i alarmberedskab, behøver ikke at påvirke en anden overhovedet – og omvendt.
Kurset siger, at mine reaktioner viser mig, hvad der foregår i mit sind: de viser et ”ydre billede af en indre tilstand.” (T-21.in.1:5) Mine reaktioner viser mig, at jeg har været i det urette ego-sind; jeg har følt en skyld, som er så ubehageligt at jeg har fornægtet den i mit eget sind og har prøvet at kaste den udenfor mit sind.
”Opfattelse” af verden ”er et resultat, og ikke en årsag.” (T-21.in.1:8) Den måde jeg opfatter verden på er enten et resultat af, at jeg ser den med egoet eller med Helligånden.
Al ufred er et resultat af, at jeg ser verden med egoet. Derfor har al ufred den samme årsag i sindet: egoet. Det betyder, at en forkølelse og kræft har den samme årsag. Et slagsmål i en skolegård har den samme årsag som en verdenskrig. Jesus fortæller mig her, at alle problemer har den samme oprindelse: egoet. Implicit i dette er også, at alle løsninger kommer fra den samme Kilde: Helligånden. Løsningen er, at jeg skifter fra egoet til Helligånden.
For at sige det på en anden måde: al ufred er et resultat af, at jeg dømmer mig selv. Når jeg føler skyld, fordømmer jeg mig selv. ”Fordømmelse er din dom over dig selv, og den vil du projicere ud på verden. Se verden som fordømt (jeg reagerer), og alt hvad du ser er det du gjorde for at såre Guds Søn.” (T-21.in.2.1-2) Jeg skader mig selv med skyld.
Siden jeg projicerer, er det godt, at jeg kan bruge projektion til noget fornuftigt: Tilgivelse. I tilgivelse, trækker jeg min selv-fordømmelse tilbage og ser på mig selv uden fordømmelses slør. Helligåndens vision ser verden uden fordømmelse. ”Alt hvad der ses med vision bliver helbredt og helligt.” (T-21.in.1:10) Når jeg ser på verden med fred, hjælper jeg både mig selv og verden. ”Sind er forenet.” (T-18.VI.3:1) Helligånden i mig er med til at vække identifikation med Helligånden i andre.
Helt enkelt, når jeg reagerer på noget eller nogen i verden, har jeg brug for at tilgive mig selv. Når nogen eller noget irriterer mig, har jeg brug for at tilgive mig selv. Jeg skal sandelig være vaks for at erkende, at ”Jeg aldrig er urolig af den grund jeg tror.” (lektion 5) Jeg er aldrig urolig af den grund, egoet forklarer mig. Når jeg oplever irritation, oplever jeg blot min dom over mig selv.
En af mine nære venner havde et problem med vrede. Han valgte at snakke med vores lærer Ken Wapnick om det. Ken sagde noget meget interessant. Han sagde, at vennen godt måtte blive vred; det var ikke problemet. Det er ikke et Kursus i at undertrykke følelser. Vennen skulle derimod lade være med at retfærdiggøre vreden. Han skulle erkende: jeg er vred, fordi jeg har valgt at være vred. Sjovt nok fjerner det motivationen for vreden, når jeg ikke må beskylde nogen eller noget i verden for den.
Jeg er ikke vred af den grund egoet forklarer mig. Jeg er heller aldrig ulykkelig af den grund egoet fortæller mig. ”Den verden du ser, viser dig kun hvor megen glæde du har tilladt dig at se i dig selv, og tage imod som din.” Kurset fortæller mig, at ”Tilgivelse er nøglen til glæde.” (lektion121) ”Guds vilje for mig er fuldkommen glæde.” (lektion 101)
Kurset giver mig et nyt formål med verden. Som ego prøvede jeg at ændre verden for at jeg kunne føle mig mere tryg. Kurset foreslår, at jeg bruger mine reaktioner på verden, som en tilbagemelding på, hvad der foregår i mit sind. Med andre ord: mine reaktioner (projektioner) på verden viser mig, at jeg har taget en uheldig beslutning. Jeg har valgt at tage egoets briller på, og har fået ondt i sindet: kontant afregning. Verden viser mig, at jeg har angrebet mig selv. Så kan jeg ikke forvente, at få det godt.
Kurset siger: ”Som en mand tænker, således opfatter han. Derfor, søg ikke at forandre verden, men vælg at forandre den måde du tænker om verden på.” (T-21.in.1:6-7) Jeg laver et simpelt skift: jeg vælger, at se verden med Helligånden i stedet for med egoet. Jeg ser verden uden fordømmelse i stedet for med fordømmelse.
At se verden uden fordømmelse lyder afsindig svært, når jeg ser på verdens tilstand. Men så er jeg tilbage til udgangspunktet: ”Projektion laver opfattelse.”
I sektionen i Arbejdsbogen: ”Hvad er verden?” siger Jesus: (A-del 2.sektion 3) ”Verden er falsk opfattelse. … Når tanken om adskillelse er blevet ændret til tanken om sand tilgivelse, vil verden blive set i et helt andet lys; et lys der fører til sandheden.” (A-del 2. 3:1+4) Når jeg ser med egoet på verden ser jeg med adskillelses øjne. Når jeg ser med Helligånden på verden, ser jeg med vision. Helligånden ser mange, som er bange og råber på en kærlighed, som de ikke føler, at de fortjener. Helligånden ser mange som ikke ved, at de er Guds elskede børn som er et med Ham, og derfor lever i frygt.
Rent praktisk betyder dette, at vores handlinger har frygt som udgangspunkt. Skal jeg så holde op med at gøre noget? Nej, jeg er nødt til at handle. Men jeg synes, at det giver mere mening, at handle fra et fredfyldt udgangspunkt, hvor jeg har valgt Helligånden, end at handle imens jeg har valgt adskillelse og derfor er i mit ego.
Jesus siger: ”Der vil altid være dette hvilested, du kan vende tilbage til. Og du vil være mere bevidst om dette rolige centrum i stormen, end om al dens vilde aktivitet. Dette rolige centrum, hvor du intet gør, vil forblive hos dig og give dig hvile midt i al den travle aktivitet du bliver sendt til.” (T-18.VII.8:1-3) Jesus fortæller mig, at der er et stille centrum i mig, hvor jeg kan være i verden uden at projicere. Herfra hjælper jeg både mig selv og verden. Det er vejen ud af verdens vanvid. Herfra kan jeg handle på et mere fornuftigt grundlag.
