Kirkegård har viseligt sagt: Mennesket er et selvforhold. Det betyder, at jeg altid forholder mig til mig selv. Oftest betyder det, at hele min dag går med at vurdere mig selv. Det vil igen sige, at jeg ser på mig selv med fordømmelse, med ikke tilgivende øjne. Når det viser sig at være ubærligt, skyder jeg med skarpt: jeg ser på andre med fordømmelse. Egoet konkluderer, at jeg kun kan blive fri for den indre dommer, hvis jeg forbedrer mig. De andre kan ligeledes kun opnå min gunst, hvis de ændre sig i en mere positiv retning. Det vil sige, at jeg kun kan acceptere Barbara, og de andre, på visse (ofte uopnåelige) betingelser.
Kurset siger, at ”oplysning er kun genkendelse, ikke forandring overhovedet.” (lektion 188 1:4) At se på mig selv, og de andre uden fordømmelse er tilgivelse, nøglen til glæde. (lektion 121) Når jeg tilgiver Barbara for hendes ufuldkommenhed, begynder jeg at kende denne fred, som er en oplyst tilstand. Jeg oplever oplyste øjeblikke, indtil oplysning indtræder som en permanent tilstand.
Egoet har kun et formål: overlevelse. Egoet kan ikke overleve i en oplyst tilstand af fred. Derfor bekæmper egoet denne tilstand med næb og klør. Egoet bruger alle tanker og følelser i sit arsenal af våben. Det er vigtigt at erkende, at egoet har et formål med de stærke følelser og overbevisende tanker: det vil gerne forvirre mig omkring min sande identitet.
På sindsplan sker der kun en af 2 muligheder. Enten tilslutter jeg mig freden, eller jeg flygter fra den. Når egoet er på flugt fra fred, er det imidlertid bevidst om, at det mangler noget. Jeg mangler den fred og kærlighed som er min naturlige tilstand. I min erkendelse af mangel går jeg på jagt efter personer og genstande som jeg tror kan udfylde min tomhed. Men det er en misforståelse at tro, at en kæreste og en Volvo kan erstatte Guds alt og alle omfattende kærlighed og fred, og give livet mening. Jeg fordømmer ikke en kæreste eller en karriere eller verdens goder eller ”likes på facebook”. De er ikke forkerte overhovedet, men de kan heller ikke udfylde tomheden.
Åndens rolle er at give os fred. ”Du har ingen ide om den enorme befrielse og dybe fred der kommer af at møde dig selv og dine brødre fuldstændigt uden at dømme. Når du erkender hvad du er, og hvad dine brødre er, vil du indse at det at dømme dem på hvilken som helst måde er uden mening.” (T-3.VI.3:1-2)
Men: når jeg endnu ikke har indset, hvad jeg er, og hvad mine brødre er, kan jeg nogle gange ikke opnå en tilstand af ikke-fordømmelse. Når jeg ikke kan opnå denne sindstilstand, er det ikke pga. noget ydre. Mit sind er blevet bange for Guds fred. Ligesom jeg ikke ville fordømme et barn, som er rædselsslagent, behøver jeg ikke at fordømme Guds barn (Barbara), fordi hun er bange. Jeg ville heller ikke bebrejde et dyr, som sidder fast i en fælde og kæmper for sit liv. Jeg farer vild i egoets fælder, fordi jeg ikke klart indser egoets formål, som er at forvirre mig omkring min sande identitet. Min forvirring er mit råb om hjælp, og burde vække medfølelse frem for fordømmelse.
Jeg behøver ikke at lave Barbara om for at se på hende uden fordømmelse. Nødvendigheden af at lave om på Barbara – det er noget egoet prøver at bilde mig ind. Egoet siger, at Barbara skal gøre noget for at fortjene accept. Mange faktorer skal være i orden før jeg kan se på Barbara uden fordømmelse. Jeg skal være rask, slank, vellidt, intelligent, velklædt, evig ung, rolig og energisk for at se på mig selv uden fordømmelse. Kravene til det moderne menneske er faktisk umenneskelige. Jeg skal piske rundt for at gøre mig selv god nok. Det er ikke så sært, at mange lider af stress.
Jagten efter beviser i verden for at jeg er god, vil aldrig lykkes, fordi der kun er tale om midlertidige lappeløsninger. Der er et forkert udgangspunkt. Vi bærer stadig rundt på et åg af selvfordømmelse, som også hedder ’skyld’ på EKIM sprog.
Mange spirituelle mennesker har fornemmet, at tomheden ikke kan opfyldes varigt og tilfredsstillende af andre mennesker og ting. Så går vi i stedet på jagt efter oplysning. Selve jagten er en kilde til selv fordømmelse. Jeg leder efter noget, som jeg ikke har. Jeg prøver stadig at opfylde en mangel. Det er lidt af en joke, at selve jagten forhindrer en erkendelse af, at jeg i en oplevelse af ”ikke-fordømmelse” har alt, hvad jeg har brug for til oplysning.
Kurset siger: ”søg ikke at ændre verden, men vælg at forandre den måde du tænker på verden på.” (T-21.intro.1:7) Ligeledes kunne jeg også sige: søg ikke at ændre Barbara, men vælg at forandre den måde du tænker på Barbara på. Det er sindet, der opfatter både verden og Barbara med fred eller med foragt.
Når jeg arbejder med sindet, går det op for mig, at jeg ikke kun er Barbara. Jeg er også den der ser på Barbara. Det er en meget vigtig erkendelse. Den, der ser på Barbara uden fordømmelse, er Helligånden i mig. Når denne tilstand af ikke fordømmende fred er stabil, er jeg oplyst. Barbara behøver ikke at være perfekt for at mit sind kan være oplyst. Jeg kan smage på denne tilstand mange gange om dagen. Hvis jeg er helt ærlig, har jeg også brug for tilgivelse mange gange i løbet af en dag.
Tanker og følelser kommer og går. Ønsker og meninger kommer og går. Kropslige tilstande kommer og går. Personer og ting i verden kommer og går. Når jeg opdager Helligånden, har jeg fundet noget, som ikke kommer og går, noget permanent. Ikke-fordømmelse er en permanent sindstilstand. Helligånden er en stille iagttager.
Når jeg vælger egoet, identificerer jeg mig med det, der kommer og går i mig; frem for det, som er permanent, Helligånden. Set fra Helligåndens synsvinkel er det lige meget, hvor vanvittigt det som kommer og går, fremtræder. Helligånden ser ikke et hierarki af vanvid, selv om egoet skruer op for vanviddet i sin desperate kamp for at overleve. Helligånden ser kun et råb om kærlighed, når jeg bliver forvirret af stærke følelser og skarpe analytiske tanker. ”Egoet analyserer; Helligånden accepterer.” (T-11.V.13.1)
Når jeg erkender, at jeg er den der ser på Barbara uden fordømmelse, er jeg fri. Det er det som er indholdet i: Jeg er ikke en krop. Jeg er fri.
