Mine reaktioner på noget eller nogen i verden fortæller mig, at jeg har valgt at se problemet med mit ego. Mine reaktioner (projektioner) er et rødt flag som afslører, at jeg har et opfattelsesproblem. Igen og igen gentager mit ego det oprindelige problem (adskillelse fra Gud).
Mit ego bliver bange for Guds fred.
I denne fred kan egoet ikke overleve. Egoets klare målsætning er: overlevelse. Egoet vælger igen at tro, at det kan adskille sig fra Gud og føler skyld. Egoet fornægter denne ubærlige skyld og har brug for et problem i verden, som det kan projicere (reagere) på. Så tager egoet et emne frem, som endnu ikke er blevet tilgivet, og påstår ”Det er problemet.” Dermed fornægter egoet, at årsagen til problemet findes i egosindet, og så kæmper jeg med et problem i verden. Jeg retter aldrig den rigtige årsag, som er troen på adskillelsen i egosindet.
Fristelsen til at betragte problemer som mange
Jesus siger i lektion 79: ”Fristelsen til at betragte problemer som mange, er fristelsen til at fastholde adskillelsens problem som uløst. Verden synes at præsentere dig for et enormt antal problemer, som hver især kræver forskellige løsninger. Denne opfattelse sætter dig i en position, hvor din problemløsning nødvendigvis må være mangelfuld, og fiasko er uundgåelig.” (A-79.4:1-6) ”Når du opfatter den underliggende konstans i alle de problemer der synes at møde dig, vil du forstå, at du har midlet til at løse dem.” (A-79.6:3) Midlet til at løse problemet i sindet er tilgivelse. ”Alt hvad er nødvendigt, er at nære nogen tvivl om virkeligheden af din version af hvad dine problemer er. (A-79.8:3)
Problemet er: på et sindsplan er jeg bange for en fred, som er så dyb, at dette ”jeg”, som jeg kender som mig selv, ville blive tilintetgjort i det. Helligånden ser kun 2 scenarier: enten giver jeg kærlighed, eller jeg kalder på kærlighed. (T-14.X.7:1) Helligånden ser derfor, at jeg råber på en kærlighed, som jeg ikke er overbevist om, at jeg fortjener.
Helligånden dømmer ikke
Tilgivelse er stille og gør roligt intet. Den ser blot og venter og dømmer ikke. … men den der ønsker at tilgive sig selv, må lære at modtage sandheden nøjagtigt, som den er.” (A-II.1. Hvad er tilgivelse? 4:1+4:3+5)
”En u-tilgivende tanke er en tanke der fælder en dom, den ikke vil sætte spørgsmålstegn ved, selv om den ikke er sand. Sindet er lukket, og vil ikke være frit. Tanken beskytter projektion” (A-II.1. Hvad er tilgivelse? 2:1-3) Hvad er så tanken, som fælder en dom? Tanken er: Jeg er skyldig. Skyld er lig med selv-fordømmelse. Før jeg projicerer og dømmer andre, har jeg først fordømt mig selv.
Kuren mod selv-fordømmelse er Helligåndens ikke-fordømmelse. Helligånden ser og venter og dømmer ikke. Helligånden ser, at jeg har et problem i sindet: jeg er bange. Helligånden venter til frygten aftager. Helligånden dømmer ikke processen eller mit ego. Det er tilgivelse. Mirakelprincip 11 siger: ”Bøn er miraklers medium.” (T-1.I.11:1) Jeg kan bede om hjælp til at se mig selv, som Gud skabte mig – uden skyld.
Hvor ser jeg problemet?
”Egoet analyser; Helligånden accepterer.” (T-11.V.13:1) Egoet begynder at analysere problemet i verden, og Helligånden ser på problemet i sindet, og dømmer det ikke. Min lærer, Ken Wapnick, sagde ofte, at egoet var ligesom en tryllekunstner. Hvad gør en tryllekunstner? Han får os til at se et sted, mens han laver noget som vi ikke ser, et andet sted. Egoet får os til at se på problemet (projektionen) i verden, mens vi ikke ser, at problemet er i sindet.
Hvad så med problemet i verden?
Når jeg igen har fred i sindet, vil det være nemmere at løse problemerne i verden. Kurset kalder de udfordringer vi har i livet for klasseværelser. Et klasseværelse er situation, hvor jeg har givet slip på fred, og hvor jeg kan lære at genvinde freden ved hjælp af tilgivelse.
