Projektion
Et Kursus i Mirakler siger: ”Projektion laver opfattelse, og du kan ikke se ud over den.” (T-13.V.3:5)Projektion er en forklaring, en historie om, hvorfor jeg føler det, jeg føler. (se blogindslaget om projektion) Projektion er et utrolig genialt og vellykket egoforsvar. Projektion laver om på årsag og virkning, således at jeg aldrig nogensinde vil gætte, at problemet er i mig, og virkning er i verden. Min oplevelse siger det stikmodsatte: problemet er i verden, og virkning er i mig. Det er et ego fupnummer, som vi alle sammen falder pladask for. Vi ender med at kæmpe med problemer i verden uden at ane, hvor det virkelige problem er: i mit egosind.
Jesus taler om projektion hele vejen igennem et Kursus i Mirakler. Det er påfaldende, at Han taler om projektion allerede tidligt i Tekstbogen i Kurset. Pga. projektion tror jeg, at jeg er bange for noget i verden. Han siger: ”Når du er bange, har du valgt forkert.” (T-2.VI.3:2)Jesus hentyder til, at jeg har valgt egosindet frem for Helligånden. Kun egoet kan føle frygt eller bekymring. Jesus erkender imidlertid, at det bestemt ikke er den oplevelse jeg har. Han siger: ”At være bange synes at være ufrivilligt; noget som er udenfor din kontrol.” (T-2.VI.1:1) Det er det, jeg oplever pga. projektionens magi.
Årsag og Virkning
Man skulle da tro, at Jesus med et snuptag ville kunne lave om på sådan et tryllenummer, men nej. Han griber ikke ind i den grundlæggende lov om årsag og virkning, som Han beskriver som den mest fundamental lov der findes. (T-2.VII.1:4) Enten egoets tanke om adskillelse, eller Helligåndens tanke om enhed, er årsagen til det, jeg oplever i verden. Hvis jeg oplever frygt, har egoet været årsagen til det. Derfor siger Jesus: ”Frygt kan ikke kontrolleres af mig, men den kan selv-kontrolleres. Frygt forhindrer mig i at give dig min kontrol.” (T-2.VI.1:4-5)
Her er det vigtigt at huske, at Jesus taler til mig som et sind, som kan vælge Helligånden frem for egoet. Det er her, jeg går galt i byen. Problemets oprindelse er på et sinds-plan – ikke i verden. Hvem ville nogensinde have gættet det? Jeg er nødt til at vælge Helligånden som årsag for at eliminere frygt.
Hvordan kommer jeg så lige fra egoet over til Helligånden? ”Du må ændre tænkemåde, ikke adfærd, og dette er et spørgsmål om villighed.” (T-2.VI. 3:4) Er jeg villig til at erkende, at jeg har taget fejl i min ego-opfattelse af problemet?
Villighed
I kapitel 30 beskriver Jesus en metode til at udvikle denne villighed. Han viser mig, at det er min egen interesse at erkende, at jeg har taget fejl i min opfattelse. Han viser mig, at jeg har intet at tabe, men alt at vinde. ”Jeg kan i det mindste beslutte, at jeg ikke synes om det jeg føler nu. Og derfor håber jeg, at jeg har taget fejl. Jeg ønsker en anden måde at se dette på. Måske er der en anden måde at se dette på. Hvad kan jeg miste ved at spørge?” (30.I.8:2-12-12:4) Jeg erkender, at jeg hellere vil være lykkelig end at have ret.Jeg er en lille smule villig. Hvad så?
Jesus siger i kapitel 27 ”Nu bliver du vist, at du kan undgå lidelse. Alt hvad der er nødvendigt er at du ser problemet som det er, og ikke som du har stillet det op.” (T-27.VII.2:1) Jeg har stillet problemet op sådan, at problemet er i verden, og virkning er i mig. Jesus beder mig stille problemet op ved at erkende, at problemet er i mit egosind. Er jeg stadig med på villigheden? Kan den være den gode nyhed? Det er det på en måde: hvis årsagen til mit problem var i verden, skulle jeg måske gå i krig med hele verden. Når jeg så har erkendt hvor fejlen er, kan jeg vælge løsningen, som også er i mit sind, i Helligånden.
Mine personlige projektioner
Det rette Helligåndssind, ser på det urette egosind uden fordømmelse. I Helligånden erkender jeg, at jeg blot er blevet bange for Guds fred. Men: Det lyder da ellers helt vanvittigt, at jeg skulle være bange for Guds fred. For at sætte det lidt i perspektiv betyder det, at jeg skal begynde at opgive alle mine historier (mine projektioner), som jeg holder helligt. Hvem er jeg uden mine fortællinger om mig selv??? Det er alligevel nok et område, som jeg ikke kender ret meget til. Jeg har trods alt dyrket mine fortællinger om mig selv hele mit liv. Det fortæller mig lidt om mine projektioners omfang.
Frygten for forløsning
Jesus siger om det: ”Før mirakelarbejdere er rede til at udføre deres funktion i denne verden, er det afgørende, at de fuldt ud forstår frygten for befrielse (fra egoet).” (T-2.V.1:1) Kurset siger: ”Det du frygter allermest er forløsning (fra egoet).” (T-13.III.1:11) Egoet er bange for befrielse, fordi det vil betyde egoets ende. Alle projektioner starter med denne frygt: frygten for forløsning. Enhver historie om mig selv og verden starter med denne frygt. Enhver reaktion på noget i verden eller i min krop starter med denne frygt. Derfor er det vigtigt at undersøge denne frygt nærmere.
Hel egoets tankesystem er bygget op som et forsvar mod enhed. Som allerede nævnt, har jeg 2 tanker, som bor side om side i mit sind: egoets tanke om adskillelse og Helligåndens tanke om enhed. Helligånden, som repræsenterer enhed, er usårlig. I enhed er der ingen fjender, og der er derfor ingen grund til at forsvare sig. Egoets tanke om adskillelse gør egoet meget sårbart og lille i forhold til enhed. Egoet er ligesom en lille dråbe vand som ville forsvinde i det store ocean. Egoet kæmper for at overleve som dråbe, og er nødt til at kæmpe og forsvare sig. Egoet er bange for enhed og frygter forløsning.
Konflikten
Kurset er et metafysisk system, som forklarer os, hvad der sker hinsides det fysiske. Der er en konflikt, som foregår i sindet. Kurset siger: ”Den grundlæggende konflikt i denne verden består således imellem skabelse (enhed) og misskabelse (projektion).” (T-2.VII.3:13) Når en tanke om enhed dykker op, forsvarer egoet sin tanke om adskillelse. Adskillelsens oprindelige fejl bliver således gentaget igen og igen. Egoet føler sig skyldig over at forlade Guds enhed. Denne skyldfølelse er så modbydelig, at egoet ser sig nødsaget til at fornægte den i sig selv, og er helt desperat for at se skylden et andet sted end i sig selv – i verden. Egoets konflikt med enhed forplanter sig fra sindet til verden. Projektionens ”velsignelse” ser problemer i en verden i stedet for i sindet. Egoet lavede verden for at have noget udenfor sit sind at projicere på. Verden blev lavet af projektion, og for projektion. (se blog indslaget: en myte) Det er også derfor, at verden ikke kan fungere.
Egoets frygt for enhed resulterer i, at jeg identificerer mig som en krop i en verden fyldt med problemer. Jeg kæmper uafbrudt med problemer i verden uden at indse, at frygten for enhed afføder alle andre problemer. At indse det er en vigtig erkendelse.
Løsning på konflikten Jeg gentager: ”Den grundlæggende konflikt i denne verden består således imellem skabelse (enhed) og misskabelse (projektion). Al frygt er indeholdt i projektion og al kærlighed i skabelse. Konflikten er derfor en konflikt mellem kærlighed og frygt.” (T-2.VII.3:13-15) Det vil jeg aldrig nogensinde gætte mig til, når jeg for eks. er:
- vred på et familiemedlem eller en politiker
- bange for en terminal sygdom
- bange fordi jeg ikke kan betale mine regninger
- meget ked af det, etc.
Egoets forsvar mod enhedens kærlighed er en endeløs variation over det samme tema. ”De frygtsomme må nødvendigvis misskabe (projicere), fordi de misopfatter skabelse (enhed). Når du misskaber (projicerer) lider du.” (T-2.VII.3:8-9)
Når jeg vælger egoets tanke om adskillelse, bliver jeg både bange og forvirret, og så lider jeg ovenikøbet. ”Den sande løsning hviler udelukkende på beherskelse igennem kærlighed.” (T-2.VII.4:4) Det må siges at være en klar fordel at vide, hvad det virkelige problem er og den virkelige løsning er. Men er jeg villig til at købe Jesu bud på, hvad problemet og løsningen er?
Jesus siger i lektion 79:”Fristelsen til at betragte problemer som mange, er fristelsen til at fastholde adskillelsens problem uløst.” (A-79.4:1) ”Når du opfatter den underliggende konstans i alle de problemer der synes at møde dig, vil du forstå at du har midlet til at løse dem alle. Og du vil anvende midlet, fordi du erkender problemet.” (A-79.6:3-4) ”Alt hvad der er nødvendigt, er at nære nogen tvivl om virkeligheden af din version af hvad dine problemer er.”(A-79.8:3-4) Her er jeg igen absolut nødt til at finde min villighed frem!
Hvordan arbejder jeg helt praktisk med mit forsvar mod enhed?
Jeg begynder med at erkende, at jeg har brug for tilgivelse, når jeg ikke har fred. Med tilgivelse, flytter jeg min opfattelse fra egoets tanke om adskillelse til Helligåndens tanke om kærlighed.
Jeg kan starte med at spørge mig selv: Hvordan har jeg det? Hvordan forklarer jeg, at jeg har det, som jeg har det? Vær helt ærlig. Jeg er __X___, fordi______. (x = bange, træt, trist, vred osv.) Det kan være en god ide, at skrive det ned. Det er de egotanker, som jeg har valgt at tro på. Min ”fordi” er min forklaring, min projektion.
Kurset forklarer: ”En u-tilgivende tanke er en tanke der fælder en dom, den ikke vil sætte spørgsmålstegn ved, selv om den ikke er sand. Tanken beskytter projektion og strammer dens lænker.” (A-del 2. 1. Hvad er tilgivelse? 2:1-2)Dommen er, at jeg er adskilt og skyldig, og at jeg derfor ikke fortjener at have det godt. I egoets tankesystem, fortjener vi straf pga. skyld. Selvfordømmelse, eller skyld er problemet. Men fordi denne tanke er skjult og beskyttet af projektion ville jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi gætte, at selvfordømmelse var problemet. Jeg kan løse problemet med selvfordømmelse med at se på mig selv uden fordømmelse, som Jesus gør. Jeg kan bede om hjælp til det; for eks: Jesus, hjælp mig til at se på mig selv (eller andre), igennem dine fredfyldte kærlige øjne. Når jeg forener mig med Jesus (eller Helligånden) har jeg befriet mig selv fra tanken om adskillelse, har flyttet min opfattelse til enhed og har ophævet konflikten.
Selve processen er ikke svær. Problemet er, at egoet vil forsvare sig imod den. Processen kræver en villighed til at erkende, at mit ego har taget fejl i sin opfattelse af situationen. Processen kræver den indsigt, at jeg som et Guds barn fortjener at have det bedre end projektion tillader. ”Projektion laver opfattelse, og du kan ikke se ud over den.” (T-13.V.3:5) Jeg har derfor brug for hjælp, som kommer fra udenfor egoets tankesystem: Jesu hjælp (Helligåndens hjælp). Alt hvad der er nødvendigt for at undgå lidelse, er at jeg ser problemet som det er, og ikke som egoet har stillet det op. (T-27.VII.2:2) Alt hvad der er nødvendigt for at undgå lidelse er, at jeg skifter mit perspektiv fra egoet til Jesus / Helligånden.
