• Studiegrupper
    Hvis du er interesseret i en studiegruppe omkring Et Kursus i Mirakler,  eller hvis du har en kommentar til bloggen, kan du kontakte mig:
    barb_tranberg(snabel a)hotmail.com

Citater fra Et Kursus i Mirakler 11-20 med kommentarer

Citater 11-20 som PDF til download

11. Et af miraklernes overordnede bidrag er deres styrke til at frigøre dig fra din falske fornemmelse af isolation, afsavn og mangel. (T-1.I.42)

Når jeg opfatter med egoet, vil jeg altid føle mig ensom, alene og mangelfuld. Egoer er altid i minus. Når jeg opfatter med Helligånden, vil jeg ikke føle mig ensom. Den nemmeste måde at opfatte med Helligånden er at se på min egoopfattelse uden fordømmelse. Det kan jeg bede om hjælp til.

12. Et mirakel kan berøre mange mennesker du end ikke har mødt, og frembringe uanede forandringer i situationer du end ikke kender til. (T-1.I.45)

Sind er forenet i Helligånden. Derfor kan et mirakel sætte en kædereaktion i gang. Når jeg vælger Helligånden, hjælper jeg helheden, fordi Helligånden er i alle. Når jeg helbredes, helbredes jeg ikke alene. (lektion 137)

13. Helligånden er det højeste kommunikations-medium. (T-1.I.46)

Når jeg opfatter med Helligånden, er jeg sandt hjælpsom. (T-2.V.18:2-3) Jeg kommunikerer kærlighed, fred og glæde igennem mit eksempel.

14. Miraklet er et indlæringsredskab, som mindsker behovet for tid. (T-1.I.47)

Når jeg lærer med Helligånden, mindsker det den lidelsestid, som jeg tilbringer med egoet. Tid tilbragt med Helligånden, er kvalitetstid.

15. En ældre broder er berettiget til respekt for sin større erfaring, og til at blive adlydt på grund af sin større visdom. (T-1.II.3:7)

Jesus er et eksempel på en ældre bror, som er berettiget til respekt pga. sin større erfaring og visdom. Han deler både sine erfaringer og sin visdom med os i Kurset.

16. Der er intet ved mig du ikke kan opnå. Jeg har intet, som ikke kommer fra Gud. Forskellen på os nu er, at jeg ikke har andet. Herved er jeg i en tilstand, som kun er potentiel i dig. (T-1.II.3:10-13)

Jesus fortæller os, at Han har opnået enhed med Gud. Han viser os dermed et potentiale, som vi også kan opnå. Det er fantastisk!

17. Miraklet gør behovet for tid mindst muligt. På det vandrette eller horisontale plan, synes erkendelsen af lighed imellem alle medlemmerne af Sønforholdet at kræve næsten endeløs tid. (T-1.II.6:1-2)

Jesus fortæller os, at alle har det samme ego, som består af troen på synd, skyld og frygt. Alle har den samme Helligånd, som består af kærlighed, fred og glæde. Alle er forbundne i Helligånden; denne indbyrdes forbundenhed hedder Sønforholdet. Det tager tid at erkende denne forbundenhed. Miraklet forkorter den tid, at denne erkendelse tager.

18. Miraklet erstatter indlæring som kunne have taget tusinder af år. Det gør det igennem den underliggende erkendelse af den fuldkomne lighed imellem giver og modtager, som miraklet hviler på. (T-1.II.6:7-8)

Jesus fortæller os, at Kurset kan spare os tid. Målet er at vågne op til vores enhed med Gud. Midlet er at erkende, at alle er ens både i egoet og i Helligånden. Det har vi utrolig meget modstand på at erkende, selv om det kan spare os tid og lidelse.

19. Jeg (Jesus) er leder af Soningsprocessen, som jeg påtog mig at begynde. (T-1.III.1:1)

Soning er den tilgivelsesproces, som fører til en erkendelse af at alle er et i Gud. Jesus fortæller, at Han hjælper os med tilgivelse. Jesus leder os tilbage til enhed, Soning.

20. (Jesus taler) Min andel i Soningen er, at jeg udsletter alle fejltagelser som du ikke på anden måde kan korrigere. (T-1.III.1:4)

Soning er vores rejse tilbage til enhed, som er vores oprindelige tilstand. Jesus udsletter min tro på adskillelse (som er en fejltagelse og som fører til fejltagelser igennem projektion), ved at se på mig uden fordømmelse. Det begynder at ophæve min tro på adskillelse. Når jeg ser med Jesus, er jeg forbunden med hele Sønforholdet, fordi Jesus har erkendt Helligånden som sin sande Identitet.

Comments are closed.