Kurset taler til os på 2 niveauer.
1) På det højeste niveau (og i virkelighed det eneste sande niveau), er der kun en enhed, som vi kalder Gud.
2) På det andet og mere relative niveau møder vi den mangfoldighed, som vi, (som tror at vi er adskilte individer) betegner som virkelighed.
Kurset fortæller os, at der er en virkelighed, hinsides det, vi ser med vores fysiske øjne: en åndelig virkelighed. I Kurset begynder vi at lære den åndelige virkelighed at kende. Kurset starter med at sige: ”Intet virkeligt kan trues.” Det betyder, at Guds enhed ikke kan trues. ”Intet uvirkeligt eksisterer. Heri ligger Guds fred.” Som allerede antydet, eksisterer det andet niveau ikke; det er en uvirkelig drøm.
Kurset er et ikke-dualistisk (enheds) tankesystem, som skelner mellem det virkelige og det uvirkelige. Kurset skelner også mellem viden og opfattelse. Med viden menes viden om enhed, som er det virkelige, og hvor opfattelse er det uvirkelige. Gud ved, at kun kærlighed og enhed er sandhed. I Gud hersker der kun en lov: loven om kærlighed. Gud skaber ved at udvide sin kærlighed. Guds kærlighed er uforanderlig og evig. Vi er ikke bevidste om nogen kontakt med Gud. (Niveau 1)
Vi oplever, at vi befinder os i opfattelsens verden. (Niveau 2) Vi kender ikke til enhed og kærlighedens lov. Vi ved ikke om enhed, og det gør, at vi er i tvivl om alt. Det vi kender er en verden af tid og rum, af begyndelser og afslutninger, af fødsel og død. Vi kender vores verden igennem vores sanser. Vi fortolker alting som godt eller dårligt i forhold til os, eller til nogen, som vi holder kær. Vi ved ikke om enhed, og vores fortolkninger er ustabile. Vi tror fejlagtigt, at vi er adskilte fra det hele, og vores fortolkninger er således selektive. Vi ser ikke det hele billede.
Helligånden er vores erindring om Gud.Helligånden repræsenterer videns tankesystem. Egoet repræsenterer en opfattelse, at vi kan være adskilt fra Gud. De 2 tankesystemer er modsat hinanden i hver henseende. Gud udvider sin kærlighed, og denne udvidelse bliver også kaldt Guds skabelse; denne udvidelse bliver også kaldt for tanker i Guds Sind, eller Kristus. I Gud eksisterer der kun Guds vilje til udvidelse.
Opfattelsens verden bygger på, at der kan være en modsætning til Gud. I opfattelsens verden der er adskilte viljer, som kan være i konflikt med hinanden og med Gud. I opfattelsens verden bruger vi vores sanser til at opfatte verden med. I opfattelsens verden er der forskellige væsner med forskellige sanseapparater, som opfatter ”virkelighed” helt forskelligt.
Opfattelse er ikke adskilt fra opfatterens ønsker. Som egoer ønsker vi at opfatte adskilthed i stedet for enhed. Egoer ønsker at opfatte adskilte interesser i stedet for fælles interesser. Det fører til en verden, som er det modsatte af Guds Virkelighed.
Vi er fanget i en verden, hvor vi tror, at vi er nødt til at forsvare vores interesser for at overleve. Vi er fanget i tanker, som er det modsatte af Guds Virkelighed. Vores sanseapparat formidler vores virkelighed. Kurset siger, at vi er hjemme i Gud, men drømmer, at vi er i eksil i verden. Vi har brug for hjælp til at vågne i Gud. Helligånden repræsenterer denne hjælp. Jesus var et menneske, som erkendte Helligånden, som sin Identitet. Jesus repræsenterer således også denne hjælp. Derfor er det lige meget om jeg beder til Jesus eller Helligånden.
Både Jesus og Helligånden kan bygge bro mellem opfattelsens verden og viden om enhed: Gud. Både Jesus og Helligånden har et todelt syn. De har adgang både til opfattelsens verden og Guds viden. I modsætning til os, har de erkendt, at opfattelsens verden ikke er virkelig, men de kan godt se, hvad vi døjer med. Det er rart. Både Helligånden og Jesus vil hjælpe os til at vågne fra vores drøm om adskillelse ved at rette vores fejlagtige tanker. (Vores reaktioner, Vores projektioner) Tilgivelse er det redskab som Helligånden / Jesus bruger til denne rettelse. Når vi bliver urolige, kan vi bruge tilgivelse til at komme tilbage til Helligåndens fred.
Den verden vi opfatter er ikke adskilt fra os. Det er meget overraskende. Det er vores opfattelser, som viser os et billede af verden. Den verden vi opfatter repræsenterer således vores tanker, ønsker og følelser. Kurset siger, at ”projektion laver opfattelse.” Ligesom vi ser en film projiceret på et lærred, ser vi vores tanker, ønsker og følelser projiceret ud på verden. Først ser jeg indad, og beslutter oftest at se verden igennem egoets øjne. Så ser jeg egoets tankesystem projiceret ud. Jeg ser en verden domineret af adskillelse, skyld og frygt. Og fordi vi ikke ved om enhed, fortolker vi, hvad vi ser. Vores fortolkninger søger årsager til det vi oplever; vi søger udenfor vores sind. Vi bruger vores fortolkninger til at retfærdiggøre vores opfattelser. Vi ser adskillelse og adskilte interesser og konflikter. Vi ser, at vi skal kæmpe for at overleve. Sådan føles det at være et ego.
Hvis vi derimod først ser indad, og beslutter at se verden igennem Helligåndens øjne, ser vi en helt anden verden. Vi ser brødre og søstre i stedet for adskillelse, og vi ser fælles interesser i stedet for adskilte interesser.
Kurset siger, at vi kan lære at skifte fra egoets opfattelse af verden til Helligåndens opfattelse af verden.
Det er det, som Kurset kalder tilgivelse. I stedet for at retfærdiggøre vores følelser af vrede, vores lyst til at angribe, vores manglende kærlighed, vores håbløshed og misundelse, kan vi lære at omfortolke disse følelser igennem tilgivelse. Jeg kan bede Helligånden eller Jesus, om at hjælpe mig til at se på mig selv uden fordømmelse. Følelser som vrede, håbløshed og misundelse kan kun opstå, hvis jeg først har set på mig selv med fordømmelse. Kurset kalder denne selv-fordømmelse for skyld.
Vi ser på verden igennem projektion. Det er et forsvar mod at fordømme mig selv pga. skyld. Jeg vil hellere se fordømmelse i verden i stedet for i mig selv. Projektion forvrænger vores opfattelse. Vi så i egoets første projektion, at en kærlig Gud blev forvandlet til en vred og hævngerrig Gud i egoets øjne. (se blogindslag: En Myte) Projektion ser noget, som ikke er der. Vi tilgiver, fordi det vi ser, ikke er sandt. Vi tilgiver, fordi vi ønsker at erkende sandhed. Når vi tilgiver vores projektioner, tilgiver vi os selv. Projiceret skyld står som en usynlig mur imellem os og andre, og imellem os og Gud. Når vi tilgiver vores projektioner, arbejder vi på vores forhold til andre og til Gud.
Kurset fortæller os, at synd ikke findes. Der findes kun fejltagelser. Der findes ”mangel på kærlighed” (T-1.IV.3:1) Som egoer har vi ikke forstået, at vi fortjener kærlighed, fordi vi er åndelige væsner. Vi har misforstået vores identitet, og vi har troet, at vi var egoer. Vores misforståelse er noget, som kan rettes. Vores følelser af svaghed, utilstrækkelighed og ufuldkommenhed stammer fra egoets følelse af mangel, som styrer den verden af illusioner, som vi opfatter. Egoet mangler altid noget, fordi det mangler Gud.
Vi søger at finde ting eller personer i verden som kan opfylde denne følelse af mangel. Vi søger kompensation for vores selv-fordømmelse. Vi danner specielle kærlighedsforhold til personer og til ting. Når vi mister tillid til, at disse personer eller ting kan kompensere for vores følelse af mangel på kærlighed, forvandles disse forhold til specielle hadforhold. Vi har nok alle oplevet, at tidligere kærester har skiftet status fra ”speciel kærlighed” til ”specielt had.” Kurset siger at det, som kan blive til had, aldrig har været kærlighed. Vi har ikke noget forståelses ramme for sand kærlighed. Sand kærlighed er en kærlighed som inkluderer alt og alle.
Kursets mål er, at vi tilgiver de blokeringer (projektioner, reaktioner) som vi opstiller mod kærlighed, og dermed kommer til at opleve sand kærlighed. Det gør os klar til at vågne i enhed, som er kærlighed. Først lærer vi, at vi fortjener kærlighed. Siden lærer vi, at vi er kærlighed. Så vågner vi i kærlighedens hav.
Sind er forenet. Vi er forbundet på et dybt og usynligt niveau, som vi kan lære at kende igennem tilgivelse. Vi er forbundet med Gud, som Kristus (Guds Søn). Vi er alle er en del af Kristus på Åndens plan. I modsætning til traditionel Kristendom var Jesus ikke Guds eneste Søn. Vi er alle sammen en del af Kristus på et åndeligt plan, som vi ikke er i kontakt med.
Vores lille ego-jeg prøver at gøre sig selv værdifuldt igennem ydre anerkendelse, ydre besiddelse og ydre kærlighed. Problemet er, at det lille ego føler sig værdiløs. Egoet er i en konstant tilstand af mangel og underskud.
Vores Guddommelige jeg, Kristus, mangler ikke noget; det er evigt fuldstændig, trygt, elsket og elskende. Det er optaget af at give frem for at få. Kristus udvider Sig frem for at projicere. Helligånden er vores erindring om Gud. Helligånden er i alle uden undtagelse, og elsker at minde os om vores forening i Ånd.
Vores specielle forhold har vi etableret for at støtte vores skrøbelige egoer. De er plastre på egoets sår. Hvis vi overgiver disse forhold til Helligånden, kan de blive Hellige forhold som lærer os om sande kærlighed. Forudsætningen for et Helligt forhold er tilgivelse, tilgivelse, og mere tilgivelse. Det er det nye formål, som vi giver vores forhold, når vi studerer Kurset. Vi tilgiver vores mangler og lærer, at vi fortjener Jesu kærlighed. Siden lærer vi, at vi er Jesu kærlighed. Vi lærer, at vi har et Helligt forhold til Jesus, som lærer os om vores sande identitet. Hvert eneste specielle forhold er en mulighed for at helbrede vores sind, som er splittet mellem egoet og Helligånden.
Egoopfattelse sker igennem vores fysiske sanser, og opfatter kun den fysiske verden. Det er et meget begrænset syn. Det virker som om kroppen er selvkørende og uafhængig, men Kurset fortæller os, at kroppen blot udfører sindets befalinger.
Sindet er kommandocentralen.
Sindet er delt i to dele: egosindet og Helligånden. Egosindet er starten på alle vores problemer. Egoet siger, at skyld kræver straf. Vi straffer os selv med problemer i verden. Egoets version af skyldfrihed er, at vi er et offer for den ydre verden. Jesus forklarer, at det er ”en verden gjort sindssyg af skyld.” Egoet bruger kroppen til sygdom, alderdom og forfald.
Helligånden er starten på alle løsninger. Helligåndens version af skyldfrihed er tilgivelse. Helligånden bruger kroppen til at kommunikerer sin kærlighed til andre. Helligånden i os er usårlig. Kroppen lægges blidt til side, når der ikke længere er brug for den. Vi lærer, at Ånden i os lever videre. Ånden blev aldrig født og vil aldrig dø. Vi lærer, at vi ikke er kroppen. Vi lærer, at vi er meget mere end kroppen. Det er dejligt.
Vi lærer også, at vi kan se igennem åndelige øjne. Åndeligt syn hedder Kristi vision. Det giver os styrke frem for svaghed, enhed frem for adskillelse, og kærlighed frem for frygt. Fordi vi har vænnet os til fysisk syn, har vi ikke opdaget åndeligt syn. Fordi vi har vænnet os til egoets højrøstede stemme, har vi ikke opdaget Helligåndens Stemme, som også bliver kaldt Stemmen for Gud. Helligånden eksisterer i hver enkelt af os. Kurset siger, at hvis vi ikke identificerer os med kroppen bliver Helligåndens Stemme mere tydelig.
Kristi vision
Kristi vision er Helligåndens gave til os. Vision forenkler alting. Kristi vision ser kun kærlighed eller et råb om kærlighed. Vores projektioner ses som råb om kærlighed – et råb om hjælp og genforening. Kristi vision ser fejl, men ikke synd. Kristi vision ser tilgivelses muligheder i stedet for skyld. Ingen har glæde af skyld. Kristi vision giver ikke skyld til andre, og den modtager ej heller skyld fra andre. Kristi vision ser Åndens udødelighed i stedet for døden. Kristi vision ser et åndeligt potentiale i os selv og andre, som vores fysiske øjne ikke kan se. Kristi vision ser Kristus i alle andre, og hjælper os til at erkende Kristus i os selv. Når vi erkender vores sande identitet som Kristus, er vi klar til at vågne i Gud.
I Himlen, som er en tilstand af enhed, er der ikke brug for tilgivelse. Når vi tror, at vi er i verden, laver vi ofte fejl. Alle fejl begynder i egosindet. Vi har brug for at korrigere de fejl, som vi laver; vi har brug for at korrigere vores ufred. Denne korrektion hedder tilgivelse. Det kan se ud som om vi tilgiver andre, men i virkelighed, tilgiver vi vores egne reaktioner. Alle har glæde af tilgivelse, fordi sind er forenet. Alle har glæde af den fred tilgivelse giver. ”Erindring om Gud kommer til det stille sind.” (T-23.I.1:1)
