Egoet i Et Kursus i Mirakler er ikke det samme begreb, som bliver brugt i Freuds psykoanalyse. Kurset bruger egoet mere som det bliver brugt i østlige religioner: det falske selv. Et Kursus i Mirakler skelner mellem det evige sande Selv, som Gud skabte, og egoet, som i hvert henseende er det modsatte af vores sande Selv. Hvor Selvet er kærligt og fredfyldt, er egoet hadefuldt og larmende. Egoets væsen er ikke let gennemskueligt, fordi mange egotanker ulmer i det ubevidste. Egoet har en skjult dagsorden. Det lover mig venskab men det saboterer i det skjulte. Det er, som sagt svært at gennemskue. Men derimod er det nemt at vide, hvornår jeg har valgt mit ego. Her kan jeg arbejde.
Hvordan ved jeg, at jeg har valgt mit ego frem for Helligånden?
Som jeg før har været inde på, findes der kun 2 valg i sindet: egoet og Helligånden. Det er meget enkelt at vide, hvornår jeg har valgt at opfatte med egoet: jeg er ikke i fred. Al ufred stammer fra et valg til egoet. Skyld følger altid i kølvandet af dette valg. Da skyldfølelsen er ubærlig, skynder jeg mig at projicere den. Der findes mange varianter på projiceret skyld: angst, tristhed, vrede, håbløshed, skam, jalousi, dårlig samvittighed, had, ensomhed, stress, nervøsitet, træthed, misundelse, en følelse af forvirring, følelse af mangel, mindreværd, smerte og så videre. Da jeg mærker alle følelser og smerte i min krop, tænker jeg ikke på, at de alle stammer fra et valg til egoet i sindet. Fordi skyld kan antage så mange forskellige former, opdager jeg ikke, at den formløse selvfordømmende skyld står bag mit indre kaos. På grund af projektion opdager jeg ikke, at problemet stammer fra et valg i sindet. Et Kursus i Mirakler siger, at ”projektion laver opfattelse.” (T-21.intro.1:1) Jeg opfatter, at problemet er i kroppen og i verden. Derfor begynder jeg at søge for årsager til min tilstand udenfor mit sind.
En anden grund til at jeg ikke opdager, at suppedasen stammer fra mit eget valg, er den hast hvormed jeg vælger egoet og projicerer skyld. Det sker i løbet af en brøkdel af et sekund. Egoets plan kræver, at min beslutning om at projicere bliver glemt og dermed bliver ubevidst. (lektion 136.3:1-4 + 4:2) Egoet har simpelthen fundet på en genial plan: jeg kommer meget langt bort fra årsagen til miseren i mit eget sind og ser efter en årsag i kroppen og i verden. Jeg tænker ikke på, at jeg har brug for at vælge Helligånden i mit sind i stedet for.
Problemet med sindet
Mit problem med sindet er, at jeg ikke ved, at jeg har et sind. Jeg ved, at jeg har en hjerne men jeg ved ikke, at min hjerne modtager ordre fra sindet, som er en slags kommandocentral. Og selv om jeg kan lege med tanken om, at jeg har et sind, er jeg ikke helt i stand til at bruge sindet konstruktivt, medmindre jeg tilgiver. Jeg er nødt til at arbejde baglæns. Jeg lægger mærke til en følelse eller en tanke som fortæller mig, at jeg har valgt mit ego. Jeg har ikke fred. Det fortæller mig, at jeg har brug for tilgivelse. Jeg har brug for at tilgive, at jeg har valgt mit ego. Et Kursus i Mirakler siger: ”Ligesom du kun fordømmer dig selv, er det kun dig selv du tilgiver.” (lektion 46 1:5)
Hvad er egoet ifølge Kurset?
Et Kursus i Mirakler fortæller, at egoet er troen på, at jeg kan være adskilt fra Gud. I bund og grund er egoet intet, fordi jeg ikke kan adskille mig fra Gud. (H- begrebsafklaring.2.1:4-6) Det hjælper mig imidlertid ikke så meget at høre det, fordi jeg tror fuld og fast på, at jeg er alene i verden. Egoets adskillelse fra Gud forplanter sig fra sindet til materien og giver denne oplevelse af at være adskilt her i verden. Det er aldeles skræmmende. Et Kursus i Mirakler har heldigvis en løsning på mine eksistentielle kvaler. Det vender jeg tilbage til.
Hvad er egoets tankesystem?
Som sagt tror egoet på, at det er muligt at være adskilt fra enhed: Gud. Når jeg antager, at jeg har angrebet enhed ved at løsrive mig fra Gud, så tror jeg, at jeg har begået en synd og føler skyld. Det er jo ikke småting at smadre Himlens Enhed. Jeg formoder derfor, at jeg fortjener straf og bliver rigtig bange. Egosystemets treenighed: troen på synd, skyld og frygt laver min opfattelse af tid. Egoet i mig tænker, at jeg har syndet i fortid, oplever skyld nu og bliver bange for fremtiden.
Hver gang jeg vælger at opfatte med egoet, er troen på synd, skyld og frygt tilstede i mit sind. Disse 3 ego-kvaliteter gør, at jeg handler ofte meget uhensigtsmæssigt og dybt irrationalt. Jeg saboterer mig selv og andre gang på gang. Et Kursus i Mirakler siger, at når jeg opfatter med egoet, er jeg sindssyg og har brug for helbredelse i sindet. I Et Kursus i Mirakler taler Jesus til mig som et sind, som kan vælge mellem egoet og Helligånden. Helbredelsen begynder, når jeg vælger Helligånden.
Alle har det samme ego og den samme Helligånd.
Et Kursus i Mirakler siger: ”Der er intet så forblændende som opfattelse af form. Synet af form betyder at forståelse er blevet skjult.” (T-22.III.6:7-8) Det er godt nok svært at få øje på, at Hiltler og Moder Teresa har det samme ego og den samme Helligånd i sig. Dels har egoet og Helligånden mange forskellige udtryksformer. (Skyld kan komme til udtryk på mange måder.) Og dels kan nogle tilbringe meget mere tid med egoet end Helligånden og omvendt. Og så kan den fysiske fremtrædelsesform blænde meget. At søde små babyer også har et ego er ikke det første jeg kommer i tanke om. Meget af mit arbejde med Et Kursus i Mirakler består af, at erkende, at alle har det samme ego og den samme Helligånd i sig. Hverken egoet eller Helligånden er personlige. Det er en stor fordel at vide, at denne erkendelse er målet, da det fører til en erkendelse af enhed. Ellers spiller jeg tid på at analysere og fordybe mig i forskelle mellem mennesker. Egoet disker op med mange tillokkende og overbevisende argumenter for forskellene! Det kræver en målrettet indsats at skære igennem egoets sindrige argumenter!
Helligånden kommer mig til undsætning.
Helligånden er god til at forenkle ting. Helligånden ser kun 2 situationer: kærlighed eller et råb om kærlighed. (T-14.X.7:1) Alle andre følelser end en kærlighed eller fred, som omfavner alt og alle, er et råb om hjælp. Alle former for ufred er derfor et råb om hjælp, set med Helligåndens øjne. (T-19.III.4:7) Når jeg vælger mit ego, ser Helligånden, at jeg råber om hjælp. Helligåndens hjælp kommer i form af: ikke fordømmelse. Helligånden i mig accepterer alle mine ekstreme følelser og grimme tanker, og omfavner mig med kærlighed. Helligånden i mig ved, at jeg blot er blevet bange for en fred, hvori jeg – som ego – ikke længere kunne eksistere. Helligånden kæmper derfor ikke med egoet. For Helligånden er egoet ikke virkeligt men Han kan se, at jeg oplever egoet som særdeles virkeligt.
Helligånden siger: ”Din værdi bestemmes af Gud…. intet du gør eller tænker eller ønsker eller laver er nødvendigt for at fastlægge din værdi.” (T-4.I.2:2+6) Helligånden ser en værdi i mig og andre som er hinsides min personlighed og mine handlinger. Jeg kan bede om at se mig selv med Helligåndens blide, accepterende øjne. På den måde lærer jeg efterhånden, at jeg er Helligåndens kærlighed frem for egoets selvfordømmelse. Når jeg bliver Helligåndens kærlighed, kan jeg rumme alle egoer uden undtagelse. Jeg ser brødre og søstre, som råber på kærlighed. Dermed mister egoets tankesystem sit tag og mit sind bliver dermed helbredt.
