I ”Hvad det siger” i forordet til Kurset, læser vi: at Helligånden ”på den ene side kender sandheden og på den anden side også ser vores illusioner men uden at tro på dem.” Det betyder, at Helligånden kender sandheden, som er Guds enhed, men kan også se ind i vores drøm, vores illusion, som handler om at vi har forladt enheden.
I mirakelprincip 38 står der: Helligånden ”ser både Guds skabninger og dine illusioner. Han skiller det sande fra det falske med sin evne til at opfatte totalt frem for selektivt.” (T-1.38:2-3) Helligånden ser både vores Guddommelige væsen og vores liv, som vi kender det. Fordi Helligånden er i alle, opfatter Han totalt i stedet for kun det lille liv, som jeg opfatter. Egoet ser selektivt. Ud af det totale panorama af mulige ting jeg kunne opfatte, vælger jeg kun nogle få ting at fokusere på. Men Helligånden har overblikket.
”Helligånden har påtaget sig en todelt funktion. Han ved, fordi Han er en del af Gud; Han opfatter, fordi Han blev sendt for at frelse menneskeheden. Han er det store korrektionsprincip; overbringeren af sand opfattelse.” (H-begrebsafklaring 6:2-4) Det er Helligånden i mig, som kan korrigere mine egoopfattelser og bringe mig tættere på sandheden – tættere på enheden.
”Helligånden er i den del af dit sind som er en del af Kristussindet. (Se skemaet ) Han repræsenterer dit Selv og din Skaber, som er en. Han taler for Gud, og også for dig, fordi Han er forenet med jer begge.” (H-begrebsafklaring 6:4:1-3) Helligånden repræsenterer vores sande væsen. Jesus var et menneske, som erkendte Helligånden, som sin sande Identitet. (H-begrebsafklaring 6:1) Det er det, vi er på vej til, når vi følger Helligånden eller Jesus.
”Helligånden mægler mellem illusioner og sandheden.” ”Han er nødt til at slå bro over kløften mellem virkelighed og drømme,” og ”Han leder fra opfattelse til viden” om enhed.” (A. del II.7. Hvad er Helligånden? 1:1-2)
Problemet med vores illusioner er, at de ikke har gjort os lykkelige. Helligånden prøver, at vise os vejen ud af vores mareridt. Han viser os vejen ud af vores ulykkelige, selektive opfattelser til en viden om enhed, som vil gøre os lykkelige. Han forsikrer os, at enhed er frihed.
Vi prøver os usikre og tøvende frem på den vej Helligånden afstikker. Vi får nogle erfaringer med Ånden. Lykken er guleroden som bliver vores motivation for at gå videre med Helligånden /Jesus. Hvordan har jeg det, når jeg vælger egoet? Hvordan har jeg det, når jeg vælger Helligånden? Kontant afregning. Kurset spørger: Vil jeg hellere have ret som et ego, eller være lykkelig som ånd? (T-29.VII.1:9)
Kursets store budskab er, at vi har taget fejl af vores identitet. Vi tror, at vi er mennesker, men er i virkelighed: Helligånden. For at komme tilbage til vores sande Identitet, som Ånd, skal vi lære at se med Helligåndens syn eller med Jesu syn, som er det samme.
Egoet ser med fordømmelse. Denne fordømmelse starter altid som en selv-fordømmelse. (også kaldt skyld i Kursets sprog.) Denne skyld er ikke blot dårlig samvittighed; det er en ur-skyld, som stammer fra egoets overbevisning om, at det kunne forlade Gud, og det har forladt Gud. Denne ur- skyld bliver plejet og vedligeholdt af egoet i hver adskillelse, vi laver. Adskillelse lokker lidt ved, at det føles lindrende umiddelbart at placere skyld uden for mig selv, men det har en boomerang effekt: skylden som aldrig har forladt vores sind, bliver cementeret i stedet for at blive slettet. Skylden fortsætter med at lave problemer.
Det er Helligåndens syn, som sletter skyld frem for at cementere skyld. Problemet er, at jeg ofte retfærdiggør min projektioner (mine reaktioner) på meget overbevisende vis. Jeg bliver mere og mere raffineret – mere og mere nuanceret – i at retfærdiggør mine følelser og holdninger. Jeg tror mere og mere på dem. Det er kun lidelse som anspor mig til at finde en alternativ måde at takle mine problemer på. ”Tolerance for smerte kan være høj, men den er ikke uden grænse. Efterhånden begynder alle at erkende – om end vagt – at der må være en bedre måde. Efterhånden som denne erkendelse vinder bedre fodfæste, bliver den til et vendepunkt. Dette genopvækker i sidste instans åndeligt vision, og reducerer samtidigt investeringen i fysisk syn” (T-2.III.3:5-8)
Hvordan opnår jeg Helligåndens syn? Helligånden er en mester i at forenkle ting. Helligånden ser kun kærlighed eller et råb om kærlighed. Han ser for det meste, at vi råber på kærlighed på en vældig kejtet måde, og at vi er total usikre på, om vi fortjener kærlighed overhovedet. Han ser, at jeg laver problemer af den samme årsag, at alle andre laver problemer. Han ser, at jeg er midlertidigt sindssyg af den samme årsag, at alle andre er sindssyge. På sindets niveau, som jeg ikke er i kontakt med, bliver jeg bange for enhed og laver efterfølgende et problem. Det har egoet et formål med. Problemer tjener til at fastholde mit blik på den ydre verden. Så kommer jeg aldrig tilbage til sindet, hvor jeg kunne vælge Helligånden frem for egoet. Så tror jeg, at mine problemer er i verden, og så erkender jeg ikke, at mine problemer starter i sindet. Sådan virker projektion. Projektion forvrænger min opfattelse og forvirrer mig.
Når vi har læst Kurset, erkender vi efterhånden at alle vores problemer stammer fra egosindet. Men Helligånden modsætter sig ikke. ”Virkeligheden modsætter sig intet.” (T-22.V.1:6) Helligånden er tilgivende. ”Tilgivelse ser og venter og dømmer ikke.” (A-del II. Hvad er tilgivelse? 4:3) Selv om egoet har lavet problemer for at modsætte sig enhed, dømmer Helligånden ikke egoet. ”Egoet bliver stærk i strid.” (T-5.III.8:8) Egoet lever af fordømmelse. Helligånden smelter egoet bort med ikke-fordømmelse.
Helligånden ser forbi den fysiske gerning og hen til personens åndelige dimension. Helligånden ser Helligånden i personen, selv om Helligånden er langt væk fra personens bevidsthed. Helligånden ser næstekærligt på personen. ”Næstekærlighed er en måde at se en anden på, som om han allerede var gået langt forbi det Han faktisk har opnået i tid.” (T-2.V.10:1) Det afkorter lidelsestid for både den der ser, og den der bliver set på.
Helligånden ser todelt. Han ser både en persons ”ugerning,” og Helligånden, som ligger gemt under egoets facade. Det kan meget vel være, at det er mest kærligt, at sætte en grænse for personen. Det er ikke hensigtsmæssigt, at en morder er fri til at begå flere mord. Men morderen slår ihjel af den samme grund, at jeg gang på gang slår enheden ihjel. ”Det, som ikke er kærlighed, er mord.” (T-23.IV.1:10) Jeg bliver bange for enheden, og så smadrer jeg den. Det er det, Helligånden ser. Han ser et ængsteligt barn. Han ser at vi alle er ængstelige børn, som har brug for hjælp.
Helligåndens mål er at vi erkender, at vi er kærlighed. Så er vi klare til at vågne op fra vores drøm om adskillelse. ”Det mål Helligåndens undervisning sætter sig, er netop denne afslutning på drømme.” (A-del II. 7 Hvad er Helligånden? 2:1) Helligånden vil lære mig, at vi alle sammen har det samme ego, og alle samme har den samme Helligånd. Når jeg bliver vant til at se næstekærligt på andre, vil jeg også kunne se den ensartethed, som ligger bagved forskellige former for forsvarshandlinger mod enhed. Det gør, at jeg kan se på mig selv og andre med kærlighed. Det er Helligåndens syn.
Der sker forfærdelige ting her i verden. Folk er forfærdelig umenneskelige mod hinanden. Men vi er umenneskelige mod hinanden, fordi vi ikke ved, at vi er Guds elskede børn som er et med Ham. Vi er umenneskelige, fordi vi ikke kender vores virkelige Identitet som Ånd. Når vi ser med Helligånden, begynder vi at se det skønne lige bagved det groteske. Når vi ser med Helligånden, bliver vi Helligånden.
