Ligesom Biblen fortæller een historie om, hvordan verden blev til, har Et Kursus i Mirakler også en forklaring. Biblen har en forklaring. Et Kursus i Mirakler har en anden. Der er en meget udførlig version på den danske hjemmeside: www.et-kursus-i-mirakler.dk Se under Kursets metafysik.
Her er en lidt kortere version:
I Himlen udgør Gud og Hans Søn Kristus en enhed på Åndens plan. Der er ikke et sted, hvor Gud slutter og Sønnen begynder. De danner en enhed. De deler de samme kvaliteter: kærlighed, fred, glæde og en viden om enhed. Far og Søn er metaforer, billeder, som vi forstår. Gud er en kærlighed som udvider sig konstant. Det er denne udvidelse, som bliver kaldt for Kristus. Eftersom, at vi tror, at vi er konkrete, kan vi ikke fatte, at Gud er abstrakt. Heldigvis behøver vi ikke at forstå det.
På et tidspunkt begyndte Guds Søn at lege med tanken om at Han kunne være adskilt fra Gud. Guds Søn gik videre med sit tankeeksperiment og på et tidspunkt blev Han overbevidst om, at Han var adskilt fra Gud. Han blev fantastisk lykkelig over sin nyerhvervede frihed. Ren ekstase. Jahuu!
Men der gik ikke ret lang tid før Han blev forfærdet over, det Han havde gjort. Han havde smadret Himlen. Han havde ødelagt enheden. Han havde angrebet Gud. Han mente, at Han havde syndet og følte sig meget skyldig. Følelsen var så forfærdelig, at Han ikke kunne holde den ud. Han havde en ubændig trang til, at komme af med sin skyldfølelse og fandt derfor en løsning: Han fornægtede skylden i sig selv og projicerede den udenfor sig selv: på Gud. Han så den skyld, som var inde i sit sind udenfor. (ligesom i en biograf, hvor man ser filmen, som er inde i projektoren udenfor på et lærred)
Pludselig så han skylden i Gud og ikke i sig selv. En kærlig Gud blev forvandlet til en vred Gud i Sønnens øjne. (Så meget forvrænger projektion) På grund af ”Guds vrede” mente Sønnen, at Han skulle skjule Sig for Gud. Han udtænkte en plan. Gud er Ånd. Så misbrugte Sønnen sin skabende kraft og lavede et modstykke til Ånd; Sønnen lavede materie, som et sted, hvor kan kunne gemme sig fra Gud. Gud er enhed. Derfor delte Sønnen sig igen og igen for at komme endnu længere væk fra enheden. Sønnen betragter materien som sit forsvar mod Gud. Derfor er Sønnen bange for at miste materien og er bange for at dø. Han er bange for en vred Gud som vil straffe Ham.
Da Sønnen fornægtede skylden i Sig selv, blev det ubevidste født. Bevidst tror Sønnen, at Han har løst problemet med skyld. Han ser det uden for sig selv. Men projektion er ikke noget løsning, fordi troen på synd og skyld forbliver i det ubevidste og det har enorme konsekvenser. Alle går rundt med et ubearbejdet selvhad. Når Guds Søn tror, at Han kan være adskilt fra Gud, kalder vi Ham for et ego.
Vi gentager dette oprindelige øjeblik gang på gang. Først bliver vi bange for Enheden (Gud). I denne Enhed, kan vores ego ikke eksistere. Så tror vi, at vi kan adskille os og føler skyld. Denne skyldfølelse er ubærlig. Vi er desperate. Dernæst fornægter vi skylden i os selv og projicerer den ud på en anden, en situation eller på vores egen krop. Så har vi et problem i verden, som kan optage os og så ved vi slet ikke, at vi har et sind. Vi ved ikke, at årsagen til vores problem ligger i et sind, som har identificeret sig med egoet, som er totalt optaget af tanker om synd, skyld og frygt.
Egoet lavede både materie og tid. Egoets tanker om synd, skyld og frygt danner en tidslinje: vi tror, at vi har syndet i fortiden og oplever skyld. Fordi skyld kræver straf, er vi bange for fremtiden. Uden skyld ville vi aldrig være bange. Der ligger meget skyld i det ubevidste. Vi kan sammenligne denne skyld med et isbjerg. En stor del ligger under vandet i det ubevidste.
Et andet ord for skyld er selvfordømmelse. Når vi projicerer, fordømmer vi noget udenfor sindet. Vores fordømmelse af andre afspejler vores tro på synd og vores eget selvhad. Vores reaktioner til andre viser os, hvad der foregår i vores sind.
Disse reaktioner viser os, at vi har noget skyld, som vi kan give slip på.
Projektion er ikke forkert. Vi kan ikke undgå at projicere så længe vi tror på skyld.
Vores projektioner er oplysninger til os om skyld, som hidtil har været ubevidst.
Så længe vi tror på egoet, vil vi opleve smerte og opleve, at vi er ofre for andre og for en ond verden.
Vi har heldigvis en anden måde at opfatte verden på. Helligånden er vores erindring om Gud, som vi kan glemme men som vi ikke kan udslette. Når vi opfatter verden med Helligånden, vil vi opleve fred og ægte glæde.
Et Kursus i Mirakler lærer os at vi har et valg: at vi kan vælge Helligånden i stedet for egoet.
Egoet lærer os, at synd, skyld og frygt er virkelige. Helligånden lærer os, at vi kan give slip på troen på synd og skyld. Når vi gør det, vil vi ikke frygte.
Vi kan se her nogle væsentlige forskelle mellem Kurset og traditionel Kristendom:
1. Verden blev ikke skabt af Gud. Egoet lavede verden som et sted, hvor det kunne skjule sig for Gud.
2. Gud har en Søn, som vi kalder Kristus, som vi alle sammen er en del af på åndens plan. Det er ikke kun Jesus, som er Guds Søn. Men fordi Jesus ved, at Han er Guds Søn Kristus, kan Han undervise os i, hvem vi virkelig er.
3. Egoet tror, at det har adskilt sig fra Gud og har dermed syndet. Egoet har ikke adskilt sig fra Gud og har ikke syndet men det kan fejlagtigt tro, at det har. Troen på, at synd er virkelig er en misforståelse, som kan rettes ved tilgivelse. Ved at tro, at vi er egoer frem for, at vi er Guds Søn, har vi fejlopfattet vores Identitet som Guds elskede barn som er et med Ham.
