X = noget i verden, noget som er udenfor mit sind.
For eks.: mit barn, mit barnebarn, min partner, min søskende, mine forældre, min krop, en ven eller veninde, min computer, terrorisme, forurening, politik, ensomhed.
Jeg har brug for at tilgive mine reaktioner. (mine projektioner)”Jeg kunne se fred i stedet for det.” (lektion 34) Jeg har truffet et valg som giver mig uro men kan træffe et nyt og bedre valg. Det er min opfattelse af situationen, som giver mig ufred. Jeg opfatter situationen med egoet i stedet for med Helligånden.
Hvordan ved jeg, at jeg at jeg projicerer? Jeg mangler fred. Der er kontant afregning for projektioner.
Hvordan mærker jeg, at jeg projicerer? Jeg reagerer følelsesmæssigt. Alle følelser er former for projicerede skyld. Vi mærker følelser i kroppen: uro, spænding, rystelser, smerte, eller ubehag.
Hvordan er mine tanker, når jeg projicerer? Mine tanker er fordømmende og forklarende. Jeg finder en årsag i verden, som forklarer min indre tilstand.
Hvorfor laver mit ego problemer i verden? På sindets plan er jeg blevet bange for Guds fred. Jeg tror, at jeg kan adskille mig fra Gud og har adskilt mig fra Gud. Jeg føler skyld, som er lig med selv-fordømmelse. Denne skyld er meget svær at rumme. Egoet har en standardløsning: jeg fornægter skylden i mig og ser den udenfor. Jeg ser sindets indhold projicerede på verden. Sindet er nødt til at lave et problem i verden for at se skylden projicerede udenfor sindet. Som sagt, kan problemet synes at være min krop, eller en person eller en situation. Så kæmper jeg med problemet i verden uden at få fat i problemets rod, som er i sindet.
Hvad er egoets motiv med at projicere? Egoets motiv er overlevelse. Egoets eksistens er afhængig af, at jeg fortsat tror på skyld. Når jeg fokuserer på problemer i kroppen og verden, får jeg ikke øje på det virkelige problem, troen på skyld. På den måde kan egoet bevare sin næringskilde: skyld. Egoets eksistens er på den måde sikret, fordi jeg ikke kommer tilbage til sindet, hvor problemet kunne løses.
Hvad er egoets virkelige underliggende motiv? Egoet har en skjult dagsorden. Egoet fortæller mig, at projektion vil løse problemet med skyld, mens egoets virkelige mål er at bevare skyld. Tanken om skyld forlader ikke sindet bare fordi, vi ser den i verden. Egoet siger, at ideen om skyld kan forlade sin kilde i sindet ved at sende den et andet sted hen. Et Kursus i Mirakler retter denne fejlopfattelse ved at sige: “ideer forlader ikke deres kilde.” (T-26.VII.4:7) Billedet har ikke forladt filmen blot fordi, man ser det på et lærred. Prisen for at tro på egoets opfattelse er høj: prisen er ufred.
Hvordan ser Helligånden på projektion? Helligånden er den anden opfattelsesmåde, som jeg har i mit sind. Helligånden ser kun 2 situationer: kærlighed eller et råb om kærlighed. Når jeg projicerer, ser Helligånden, at jeg råber på kærlighed. Et Kursus i Mirakler siger: “Enhver fejltagelse må være et råb om kærlighed.”(T-19.III.4:7) Helligånden ser, at jeg har misforstået situationen. Ligesom en voksen ikke ville beskylde et lille barn for at misforstå, svarer Helligånden mit råb på kærlighed med kærlig medfølelse.
Hvad er løsningen? Hvis problem et er selvfordømmelse, så er løsningen Helligåndens blide ikke fordømmelse. Jeg kan bede om hjælp til at se på mit ego med Helligåndens kærlige, medfølende øjne. Det er tilgivelse. Et Kursus i Mirakler forklarer: “Tilgivelse er stille, og gør roligt intet.… Den ser blot, og venter, og dømmer ikke” (A-II. del. Hvad er tilgivelse? 1:4:1+3)
I gennem hele Arbejdsbogen i Et Kursus i Mirakler , er der små anvisninger om tilgivelse. For eksempel: Lektion 46 hedder: “Gud er den kærlighed jeg tilgiver i.”
Her skriver Jesus om, hvem vi tilgiver:” Ligesom du kun fordømmer dig selv, er det kun dig selv du tilgiver.” (Lektion 46. 1:5) Jeg tilgiver en fejlagtig egoopfattelse, som tror på selvfordømmelse.
Helligånden ser helt anderledes på det. Helligånden deler Guds syn: “Gud tilgiver ikke, fordi Han aldrig har fordømt. Og der må være fordømmelse før tilgivelse er nødvendig.” (Lektion 46. 1:1-2) Den Gud, som vi møder i Et Kursus i Mirakler , tror ikke på synd og skyld. Han er kærlig og ikke fordømmende. Det er en rettelse for den Gud som vi møder i Biblen.
“Gud er den Kærlighed, jeg tilgiver mig selv i.” (Lektion 46. 5:3)
“Gud er den Kærlighed, jeg elsker mig selv med.” (Lektion 46. 5:5)
“Gud er den Kærlighed, jeg velsignes i.” (Lektion 46. 5:6)
Hvad er problemet? Jeg må huske, at når jeg ser med ufred, har jeg et opfattelsesproblem: jeg opfatter med egoet frem for med Helligånden. Det kræver en stor portion ydmyghed at erkende, at jeg opfatter på en uhensigtsmæssig måde. Selv om egoet er problemet, hjælper det ikke at kæmpe med mit ego. Egoet bliver bare mere standhaftigt i kamp. Et Kursus i Mirakler siger: “Egoet bliver stærkt i strid.” (T-5.III.8:8)
Tilgivelse er en blid proces: jeg smelter egoets fordømmelse med Helligåndens kærlige ikke-fordømmelse. Ofte er jeg nødt til at se med ikke-fordømmelse på min modstand mod at indrømme, at jeg tager fejl. At arbejde med modstand udgør en stor del af vores arbejde med Et Kursus i Mirakler . Modstand er bare lidt frygt. Jeg kan bede om at se på min frygt uden fordømmelse. Jeg kan jeg tilgive min modstand. Som sagt, er modstand ofte et emne.
Hvorfor tror jeg på egoet? Mine stærke følelser og mine ”geniale” argumenter er meget overbevisende. “Projektion laver opfattelse og du kan ikke se ud over den.” (T-13.V.3:5) Derfor har jeg brug for Helligåndens hjælp til at se ud over projektion og komme tilbage til fred.
“Foretrækker du at have ret eller være lykkelig?” spørger Et Kursus i Mirakler . (T-29.VII.1:9) Det er ikke let, når alt i mig skriger, at jeg har ret.
Hvis modstanden mod den første tilgivelsesmetode er for stor, er der endnu en indfaldsvinkel til tilgivelse i kapitel 30.I.
“Jeg kan i det mindste beslutte, at jeg ikke synes om det, jeg føler nu.” (T-30.I.8:2)
Det er indlysende, at det ikke er så sjovt at have ufred.
“Og derfor håber jeg, at jeg tager fejl.” (T-30.I.9:2)
Her kan jeg se, at der er en fordel i, at jeg tager fejl. Det hjælper mig til at se, at der er en tydelig gevinst i, at jeg tager fejl i min opfattelse.
“Jeg ønsker en anden måde at se dette på.” (T-30.I.11:4)
“Måske er der en anden måde at se dette på. Hvad kan jeg miste ved at spørge?” (T-30.I.12:3-4)
Her kan jeg se, at jeg ikke har noget at miste, men har noget at vinde ved at ændre min opfattelse. Det er endnu en god måde at se ud over min egen projektion.
Hvordan kan det være, at et problem kommer igen, hvis jeg har tilgivet det?
Det kan ofte forekomme, at jeg er nødt til at tilgive det samme emne om og om igen. Det er en proces, at tilgive de store emner i vores liv. Ofte projicerer vi skyld på den samme person igen og igen. Det kan være noget af en sej proces at komme igennem, fordi mine følelser virker så virkelige. Det kan også forekomme, at jeg projicerer det samme emne på forskellige personer. Det er også meget almindeligt. Hver gang jeg projicerer, holder jeg et aspekt af mit ego på plads. Jeg har øvet mig i at projicere igennem et helt liv. Det er ikke så mærkeligt, at jeg ikke bare opgiver en identitet, som jeg har brugt et helt liv på at opbygge. Projektion har ikke givet mig lykke, men den giver mig en velkendt smerte. Derfor er tilgivelse også et tålmodighedsarbejde. Men hver gang jeg tilgiver, har jeg opnået det maksimale som jeg kan opnå lige nu. “Alle udtryk for kærlighed er maksimale. T-1.I.1:4)”
Skyld pibler op fra det ubevidste og bliver projiceret på verden indtil jeg ikke længere tror på skyld overhovedet. Som sagt, er det ikke forkert at projicere. Det er blot et rødt flag, som fortæller mig, at jeg har brug for tilgivelse.
