Denne lektion har store implikationer. Jeg er ikke urolig, fordi jeg er syg eller fordi en som jeg holder af, er syg. Jeg er ikke urolig, fordi jeg mangler penge eller en bolig eller en kæreste eller et arbejde eller tøj på kroppen. Jeg er ikke urolig, fordi jeg har lavet noget fjollet. Jeg er ikke urolig på grund af noget som helst, der ligger udenfor mit sind. Og alt i verden, inklusiv min krop, ligger udenfor mit sind.
Hvorfor bliver jeg urolig? Jeg er urolig først og fremmest, fordi jeg har ondt i sindet. Jeg har forinden troet, at jeg kunne være adskilt fra Gud. Det medfører en ubærlig skyld, som jeg skynder mig at fornægte, fordi den er så smertefuld. Derefter har jeg brug for et projektionsobjekt. Jeg har brug for at skyde skylden udenfor mit sind. Med andre ord: jeg har brug for et problem i verden, som kan forklare mit ubehag. Jeg glemmer øjeblikkeligt min egen andel i problemfremkaldelse. Når jeg siden sidder med mit problem, virker det som om jeg er blevet ramt af en ond og vilkårlig verden.
I lektion 8 står der: Jeg ser kun mine tanker projiceret ud. (lektion 8.1:3) Det vil sige, at jeg ser mine skyldtanker projiceret ud. Skyldtanker er ligesom vand. De kan antage, hvilken som helst form. Skyld er selvfordømmelse, og den kræver straf. (T-26.VII.3:1) Jeg straffer mig selv i form af problemer. Når jeg tror på skyld, tror jeg ikke på, at jeg fortjener at have det godt. Disse tanker om skyld og selvstraf er ofte ubevidste eller delvis ubevidste. Når jeg siger delvis ubevidst, er det fordi jeg er bevidst om dem i et nanosekund, men skynder mig at glemme dem. Det, at jeg så hurtigt glemmer den rolle jeg spiller, i at lave min egen virkelighed, gør det svært at erkende min egen andel i det. (lektion 136. 5:1)
Kurset fortæller: ”En ting var du sikker på: Din skyld var ikke blandt de mange årsager du opfattede, som det der bragte dig lidelse og smerte. Og på ingen måde bad du selv om dem. Sådan er alle illusioner opstået. Den der laver dem, ser ikke sig selv som den der laver dem, og deres virkelighed er ikke afhængig af ham.” (T-27.VII.7:4-7)
Hvad lærer jeg i Et Kursus i Mirakler? Bogen hedder ”Et Kursus i Mirakler,” fordi det er et kursus, hvor jeg kan lære fred. Jesus eller Helligånden er min lærer. Pensummet er mit liv. Når jeg giver slip på fred, er det et læringsrum, hvor jeg kan lære at genetablere fred. Typisk oplever jeg, at jeg giver slip på fred, når der opstår et problem. Typisk tænker jeg at problemet tvinger mig til at være urolig. Typisk tænker jeg, at jeg først kan være lykkelig igen, når problemet er løst.
Jesus siger, at jeg har et valg. Jeg kan vælge at være fredfuld selvom jeg har et problem. Jeg kan lære, at mine problemer rummer et indlæringspotentiale. Min erfaring er, at det hjælper mig meget at minde mig selv om, at problemet er en lektie, hvor jeg kan kære fred. Det sætter problemet i et andet lys.
I mine grupper undersøger vi, hvordan vi kan give slip på skyld og genetablere fred. Min uro fortæller mig, at der er et emne, som jeg endnu ikke har tilgivet. Ken Wapnick har lavet en video som hedder: ”The grab bag of guilt.” Som billede, bruger han en sæk, hvori jeg bærer rundt på alle de temaer, som jeg ikke har tilgivet. Når mit sind tror på adskillelse og skyld, tager jeg et tema op fra posen. Dernæst ser jeg mit tema projiceret ud i verden og bliver fuldstændig overbevist om, at det er noget i verden, som er årsag til mit ubehag. Jeg ser ikke, at det er skyld og adskillelse, som blot råber på tilgivelse.
Temaerne i sækken kan være mange: Jeg er ikke god nok; jeg er altid syg; jeg mangler altid penge eller kærlighed eller tid; andre misforstår mig altid; jeg er altid alene; jeg er altid ked af det; osv. Som sagt kan skyld antage mange former. Det gør det sværere at se, at alle problemer har det samme fælles nævner: projicerede skyld.
Hvordan arbejder jeg så med den underliggende skyld og adskillelse? Jeg kan spørge mig selv. Er der noget i mig, som kan se på problemet uden fordømmelse? Og så vente. Ikke fordømmelse giver stilhed. ”I stilheden bliver alt besvaret, og ethvert problem roligt løst. I konflikt kan der intet svar og ingen løsning være, for formålet med den er at umuliggøre løsninger.” (T-27.IV.1:1-2) Dvs. at når jeg er urolig kan jeg ikke finde rigtige løsninger til problemer.
Det er Jesus / Helligånden i mig, som er løsning på problemet. De ser uden fordømmelse, og det giver fred. Det er tilgivelse. Tilgivelse er en sindstilstand som ser og venter og dømmer ikke. Det er en sindstilstand af accept. Jeg accepterer, at sindet bliver bange og tror på adskillelse og den efterfølgende skyld. Problemets årsag opstår i sindet og er løst i sindet.
Sindet er en svær størrelse at forstå. Det eksisterer udenfor tid og rum. Derfor kaldes Et Kursus i Mirakler for et metafysisk system. Det er et system som fortæller mig, hvad der sker hinsides det fysiske. I Et Kursus i Mirakler stifter jeg bekendtskab med sindet.
Hvad gør jeg så med problemerne i verden? Som allerede nævnt kan jeg arbejde mere konstruktivt med et problem, når jeg først har fred med det. Freden behøver ikke at være perfekt eller konstant. Lektion 34 hedder: ”Jeg kunne se fred i stedet for det.” Fred er en mulighed til trods for mit problem, når jeg ikke insisterer på at jeg ved, hvorfor jeg er urolig. Der findes ikke en facitliste over, hvad man gør ved problemerne i verden. Måske i stilhed får jeg et intuitivt indfald om, hvordan jeg bedst kan takle problemet. Måske skal jeg kontakte en læge eller en anden person, som jeg har tillid til og bede om et råd? Måske møder jeg ”tilfældigt” en som giver mig løsningen. Måske rummer problemet en lektie, som varer resten af livet? I så fald er det endnu vigtigere at have fred med det.
Hvad er så formålet med mit liv med Kurset? Formålet er at lære lektier sammen med min lærere -at lære, at jeg kan have fred til trods for mine udfordringer. Årsagen til disse udfordringer er skyld, og meget skyld er ubevidst. Skyld er ligesom et isbjerg, hvor den allerstørste del er under vandet. Ligeledes er den største del af skyld under bevidsthedens tærskel.
Processen i Kurset er: den ubevidst bliver bevidst. Skyld pibler op fra det ubevidste, vi bliver bange og tror på adskillelse og så laver vi problemer, som udfordrer vores fred. Gradvis bliver jeg bevidst om den ubevidste skyld. Den tilgiver jeg med hjælp af mine lærere. De er mine rollemodeller. De ser uden fordømmelse og inspirerer mig at gøre det samme. De repræsenterer det sted i mig, som ser uden at dømme. Det betyder ikke, at jeg ikke handler. Det betyder blot, at det er bedst at se uden fordømmelse, inden jeg handler. Men hvis jeg kommer til at gøre det i den omvendte rækkefølge, er det blot en tilgivelsessag.
Mit nytårs forsæt. I mange år har det været mit nytårsforsæt at lære: jeg er aldrig urolig af den grund jeg tror. Dette år er ingen undtagelse. Min oplevelse er, at det ikke er helt nemt. Lad os lære det sammen!
